Farmors opskrifter fra 1946

torsdag den 11. januar 2018

Klar suppe med kød/mel-boller


Hvem elsker ikke klar suppe med kød/mel-boller? Her er det ”en vinder”, selvom jeg ikke laver bollerne selv… så voksen er jeg ikke blevet endnu.

Klar suppe
Til 3-4 personer
1 kylling
1 stor porre
2-3 gulerødder
Vand, salt og peberkorn

Rens og skyl kyllingen
Læg den i en gryde med koldt vand, så det knap dækker
Kog op… og skum af indtil der ikke er flere urenheder
Tilsæt salt (så skal der muligvis skummes af igen), en lille håndfuld peberkorn og grønsager
Har du en suppevisk eller løvstikke… så put endelig det i gryden, men det er ikke strengt nødvendigt
Lad kyllingen koge en lille time… og tag den derefter op
Sigt suppen… og afkøl hurtigt (så er det nemmere at fjerne noget af fedtet med en suppeøse eller ske)

Fyld:
2 store porrer
4 gulerødder
2 pastinakker
2 persillerod
Knoldselleri i samme mængde som gulerødderne (kan undlades)

Kog suppen op igen
Rens og skær alle grønsagerne
Hæld dem i suppen (undtagen porrerne) og kog i 5 minutter
Tilsæt derefter porrerne og kog videre i 5 minutter
Her er det muligt, der lige skal skummes igen
Samtidig koges en gryde med saltet vand op… og bollerne koges heri. Eller det vil sig… sluk når vandet begynder at koge igen og lad gryden stå, til bollerne flyder ovenpå. Så er de klar.
Server suppen med bollerne

Noter:
* Grunden til jeg koger kød/mel-boller for sig selv er, at jeg ønsker en KLAR suppe. Det får man ikke, hvis man koger dem op i suppen… desuden er den også helt klart bedre at fryse ned uden bollerne
* Den grundige skumning er nødvendig og besværet værd, for at få den helt klare suppe 
* Af princip bruger jeg aldrig bouillonterninger… men det står dig selvfølgelig frit for 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar