Farmors opskrifter fra 1946

mandag den 26. oktober 2015

Saftigt farsbrød og cremet champignonsovs


Jeg er rigtig meget til mad, der er nemt at gå til. Noget der mere eller mindre passer sig selv, smager som en million... og er billigt :-D Maden behøver ikke nødvendigvis være af den sunde fedtfattige slags, selvom det normalt er det, vi til daglig forsøger følge. Flødesovs kommer sjældent på bordet... men når det gør, går jeg "all in" :-D Og modtager kærlighedserklæringer fra Brian i helt stor stil... tihi. 

Nå... men vi starter med farsbrødet. Favoritten er klart svinefars evt. halv kalv. Oftest syntes jeg, at farsbrød med oksefars bliver en anelse tørt, desuden er jeg opvokset med svinekød, hvor oksekød sjældent kom på bordet. 

400 g svinefars (evt. halvt hakket kalv)
3 dl grønsager (blandet bønner, gulerod, ærter og majs)
1 finthakket løg
Friskkværnet peber
2 æg
3 spsk. mel
1 sjat vand
1-1½ tsk. salt
... og 1 pakke bacon i skiver

Bland farsen med grønsager, løg og rigeligt friskkværnet peber
Tilsæt æg og rør godt sammen
Hæld melet i... og tilsæt vand indtil konsistensen er som til frikadeller
Slut af med salt og stil på køl i omkring 15 minutter
Form et farsbrød i et smut ildfast fad... og dæk med bacon
Stil fadet i en 200 grader forvarmet ovn i 50-60 minutter... eller til brødet har en kernetemperatur på 70 grader. Lad brødet hvile på køkkenbordet i 10 minutter (temperaturen vil nu stige med yderligere 5 grader)



Mens farsen hviler skrælles kartofler. Beregn 8 minutters kogetid og derefter 10 minutter uden varme.

Til champignonsovsen skal du bruge:
350 g rensede hvide champignon i smalle både
1 lille finthakket løg
1 tsk. smør
... og fløde :-D Ca. 1/4 liter


Når farsbrødet er i ovnen, starter du på champignonsovsen
Svits løg klare i smør
Tilsæt champignon og lad dem stege med
Når de har taget farve og er svundet ind til halv størrelse, skrues varmen ned på minimum
Tilsæt fløden og lad den simre ind under jævnlig omrøring
Sovsen skal ikke jævnes, så du bestemmer selv tykkelsen
Bliver den for tyk... tilsæt lidt kogevand fra kartoflerne
Smag til med salt


Note: Retten er forholdsvis tung, så server den med en let salat. Der vil være mere end rigeligt til 4 personer... eller nem mad de næste dage. Husk dog... flødesovs aldrig er velegnet til microovnen.



lørdag den 17. oktober 2015

Hjerter i flødesovs


Hjerter er en af den slags mad, man enten hader eller elsker. Hos os er det... det sidste. Fra hjerterne begynder at simre og til de er spist... er de en nydelse. Arbejdsindsatsen er minimal, duften forrygende og smagen himmelsk. Den fuldendte pakke :-D

Hjerte i flødesovs
4 personer
2 rensede svinehjerter i strimler
1 rødløg i smalle både
2 fed finthakket hvidløg
1 stor spsk. tomatkoncentrat
2 spsk. paprika
250 g små hele champignon (eller store halve)
300 g grønne druer i halve og uden sten
1½-2 dl fløde
Salt og peber

Brun hjerterne i smør i en gryde lidt af gangen... ellers begynder de at koge, hvilket ikke er meningen på dette tidspunkt
Når hjerterne er brunet, skubbes de væk fra midten af gryden, så løgene kan svitses. Når de "bider" let i bunden af gryden, har de fået nok
Vend det hele godt rundt... og skub også det væk fra midten
Svits nu tomatkoncentrat og paprika grundigt og rør grydens indhold godt sammen
Hæld vand på, så det knap dækker


Smid nu champignon og halvdelen af druerne i gryden. Læg låg på og lad det simre derud af i ca. 2 timer, til hjerterne er møre
Tilsæt fløden og lad retten koge ind, til den har den konsistens, du ønsker. Skal det gå lidt tjept, kan du evt. jævne retten med maizena
Smag til med salt og peber
Server med kartoffelmos og drys til slut med resten af druerne



mandag den 12. oktober 2015

Smukke velsmagende æbleroser - velegnede til nybegyndere


Smuksakken her er ikke min opfindelse, men er et af de der internet-fænomener, som i øjeblikke suser rundt i cyberspace :-D Med et enkelt klik her, så kan du ellers bare muntre dig. Her kommer min version, som næsten er identisk med opskriften på Food Wishes... en blog med video opskrifter. "Check it out" :-D

Æbleroser 6 stk:



Skyl æblerne, skær dem i halve og fjern kernehuset
Herefter skæres de i tynde skiver, fordeles på en tallerken og får max gas i microovnen i ca. 50 sekunder
Æbleskiverne er nu bøjelige
Dækkes til med film og et viskestykke og stilles til side.



Bland sukker og kanel (2/3 sukker + 1/3 kanel)
Smelt 2 spsk. smør
Og pisk et æg



I dette tilfælde har jeg brugt en rulle butterdej fra køl. Ja, selvfølgelig kan man selv lave det, meeen... 
Butterdejen skæres i 6 lige brede strimler på den lange led
Pensles med smør og drysses med kanel-sukker
Æbleskiverne lægges taglagt på strimlerne. Den buede kant skal stikke en anelse ud over kanten
Den nederste snip butterdej bukkes op over, pensles med pisket æg og drysses igen med kanel sukker
Herefter rulles dejen forsigtigt og afsluttes med at "klistre" enden fast



Smør/sprøjt en muffinsform grundigt og drys med kanel-sukker i hullerne



Fordel æbleroserne i muffinsformen



Sæt rosene i en 200 grader varm ovn i 35-40 minutter (indtil gyldne)
Lad dem stå i formene 5 minutter, inden de lirkes ud og stille til afkøling



Drys med en anelse flormelis lige inden servering. Du kan evt. også servere lidt cremefraiche til.

Som sagt... er den lille kage velegnet til nybegyndere. Og det gør jo ikke noget, den egentlig ser svær ud vel?? Det der tog mig længst tid, var alle billederne :-D


lørdag den 10. oktober 2015

Butterfly chicken - så saftig, at englene synger


I går fik vi den mest saftige kylling "ever" :-D Det kræver ikke de store kokkefærdigheder, så jeg vil helt klart opfordre dig til, at springe ud i det, du vil ikke fortryde et sekund.


Start med dine valgte grønsager, du kan i princippet bruge alt køleskabet byder på, dog må du ikke snyde dig selv for løg, jeg kunne snildt have fyret mange flere i retten... de blev simpelthen så gode og sødmefyldte. Vend grønsagerne i en lille bitte smule olie og salt i en frysepose... og hæld dem i et ildfast fad.


Så skal kyllingen lægges i seng. Først skal du dog lige fjerne rygsøjle og brystben. Det er der så andre, der forklarer bedre end jeg. Se her. En udbeningsmetode der passer ind i mit kram. Syntes ofte, det er svært at få en hel kylling ordentlig ren indvendig... men nu går det som en leg :-D


Skyl kyllingen og dup den tør. Krydr indersiden med salt, læg kyllingen på grønsagerne. Pensel med rigeligt smeltet smør... og krydr yderligere med de krydderier, du holder af. 

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn i ca. 50-60 minutter... eller til kyllingen har en kernetemperatur på 75 grader. Lad den hvile i 5-6 minutter.


Server den lækre kylling med grønsagerne fra fadet og en skøn broccolisalat. Det blev virkelig en menu, der vakte glæde på alle fronter. Den er nem at lave, koster ikke alverden, smager vidunderlig og er fryd for øjet. Hovsa... jeg glemte jo duften muuuums!!!


fredag den 9. oktober 2015

Forslag til salat topping - ristede solsikkekerner


Jeg havde fuldstændig glemt, hvor lækre ristede solsikkekerner er... selvom de jo nærmest er et "must" på ikke bare salat, men så sandelig også til supper :-D

Sværhedsgraden i "opskriften"... er nok tæt på minus, men det gør dem altså ikke ringere :-D

Du skal bruge:
Solsikkekerner
En sjat olie
... og groft salt

Fedt panden til i lidt olie... og jeg mener virkelig lidt olie
Fordel solsikkekernerne jævnt
Drys med groft salt
Og nu skal du så blive stående ved panden, for det går lynhurtigt
Vend i kernerne konstant, til de begynder at dufte og tage farve
Læg solsikkekernerne på fedtsugende papir... og lad nu være med at røre ved dem straks, for så brænder du snitterne :-D