Farmors opskrifter fra 1946

lørdag den 21. september 2013

Cookies med mandler, chokolade og chili


Ind imellem skriger min krop på noget sødt... godt nok er det sjældent, men når det sker... skal det helst være her og nu.

Jeg søgte på nettet ud fra de ingredienser, jeg havde... og faldt over Vibeke's blog Min Kage. Så jeg tyvstjal hendes opskrift på "Cookies med mandler og chokolade"... og tilføjede chili explosion.

16 cookies som jeg lavede dem:
125g blødt smør
125g sukker
2 tsk. vaniljesukker
1/4 tsk. salt
1/4 tsk. chili explosion (chili flager)
1 æg
180g mel
1 tsk. bagepulver
100g hakket mandler
100g hakket mørk chokolade

Så er det ellers bare om, at få fingrene i fedtefadet... Smør, sukker, vanilje og chili æltes godt sammen med hænderne... det er en fedtet affære, men den nemmeste måde at gøre det på.

Ægget tilsættes og æltes godt ind i smør-massen.

Mel, bagepulver, chokolade og mandler hældes i skålen. Fordeles så massen kommer til at ligne revet ost... derefter samles dejen hurtigt, inden den sættes på to bageplader med bagepapir.

Sæt 8 kugler i samme størrelse på hver bageplade... tryk dem let flade.

Bages ved 175 grader i 15 minutter til de er let lysebrune i kanterne.

Afkøl dem på rist... hvis du kan nå det... inden de serveres.

Virkelig, virkelig, virkelig en rigtig lækker cookie... chilien er med til at give dem et ekstra spark til smagen. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at de kan spises som morgenmad... siger kæresten;-D


Ingen kommentarer:

Send en kommentar